Hvad er Uni-valget?

Aalborg Universitet er en kæmpe organisation, hvor der dagligt hos ledelse, sekretærer og undervisere bliver truffet beslutninger, som påvirker os studerende.

Det kan handle om alt fra om kaffen i kantinen er ordentlig, til hvorvidt kvaliteten i vores uddannelser er god nok, og om undervisningen er relevant.

For at sikre, at de studerende og ansatte også er med, kan vi blive valgt ind i forskellige organer - Studienævn, Institutråd og Akademisk Råd.

Hvorfor stille op?

Det er vigtigt, at vi som studerende engagerer os i de forskellige råd og nævn på AAU for at sikre, at de studerende får indflydelse på udviklingen af nye uddannelser, evalueringer, eksamener og studiemiljøet.

Vi har den daglige kontakt med hinanden og har derfor et godt indblik i, hvad der fungerer, og hvad der absolut ikke gør.

Men er jeg kvalificeret?

Ja! Som studerende er du allerede kvalificeret - og hvis du mangler viden, hjælper Studentersamfundet dig.

Du vil få nogle kontaktpersoner, du kan bruge når du er i tvivl om noget, og derudover bliver der afholdt bootcamps og sociale aktiviteter, hvor du kan møde de andre indvalgte rundt omkring fra Universitet.

Sidste opstillingsfrist er d. 22 oktober.